Velkommen til Færøsk Kunst på Den Frie.
Den Frie har gennem årene været vores ansigt udadtil, og det er
her, publikum kan opleve nye retninger og udviklingen i øernes rige og
varierede kunst.
Dette gælder ikke mindst for dette års udstilling: “Der går
et sus af fornyelse gennem færøsk kunst”, skriver professor
dr. phil. Malan Marnersdóttir i katalogteksten. Publikum kan glæde
sig til flere overraskelser og nye bekendtskaber, men også til gensyn
med nogle kunstnere, som har været med rigtig mange gange.
Det underliggende tema for udstillingen og valg af deltagende kunstnere ligger
i krydsningspunktet for vor tids store opgave: Den nationale fortælling
i globaliseringens epoke. De fleste af kunstnerne er bosat på Færøerne,
og alle har på forskellig vis afsæt i temaets akse i deres visuelle
udtryk. Selvom man bor i Klaksvig, Fuglefjord, Eiði, Viðareiði,
Tórshavn, København eller New York er mange af udfordringerne
og livsvilkårene de samme for vor tids mennesker. Både på
grund af mangfoldigheden og fornyelsen i Færøernes kunst ved vi,
at dette års Færøsk Kunst på Den Frie vil være
en rig og tankevækkende oplevelse.
I år er det 51 år siden den første store præsentation
af færøske kunstnere her på stedet, det var i 1955, og tre
år siden sidste gang, som var i 2003.
Det er snart nogle år siden, at de fire kunstnere Edward Fuglø,
Astri Luihn, Eyðun av Reyni og Kári Svensson tog initiativ til denne
udstilling og valgte mig til koordinator. Jeg vil takke de fire, men også
vore sponsorer som har gjort det muligt at gennemføre denne store udstilling.
Tusind tak!
Tag vel imod vore 12 kunstnere og deres visuelle udtryk!
Rógvi A. Fossádal, udstillingskoordinator.
|