Der går et sus af fornyelse gennem færøsk kunst
Fornyelsen disse år består i, at den populære ”Færø kunst” har fået konkurrence fra en gren i færøsk kunsthistorie, som har rødder tilbage til den folkelige kunst på Færøerne. Den folkelige kunst er den ene hovedlinje i herværende skitse til en meget kort oversigt over færøsk kunst. Den anden hovedlinje er den ekspressionistiske gren, som i Danmark er blevet kaldt “Færø kunst”. Disse to hovedlinjer er repræsenteret i denne udstilling sammen med en figurativ, symbolsk retning, som har forbindelse tilbage til de ældste bevarede billeder, som er fra midten af 1800-tallet. Aller retningerne indgår i konkurrence om publikums opmærksomhed, som ikke er nødt til at vælge mellem dem, men kan glædes over mangfoldigheden og nybruddet på alle fronter.
Ekspressionismen
Landskabet er hovedmotivet i færøsk kunst op gennem hele det 20. århundrede, og det veksler mellem de vidt favnende panoramiske billeder og udsnit og detaljer af landskaber. Den naturalistiske og figurative holdning var længe enerådende. Hos mange fungerer landskaberne som en slags stilleben, som kan skabes, omskabes og undersøges nøjere. Fjeldene, terrasserne, sundene og fjordene i skiftende lys og farver befinder sig hele tiden lige foran ens øjne og byder sig til for at blive malet og omdannet til kompositioner. Naturmotiverne er ofte sublime, de enkelte navngivne eller unavngivne landskaber bliver universelle med en karakterisk følsomhed i lys og farver.
Landskabet er så at sige nationalmotivet i færøsk kunst, et kollektivt påskud for at arbejde med kernespørgsmålene i moderne kunst. De maler genkendelige motiver, men tilføjer som Arnold Vegghamar deres egen tolkning gennem lysets farver – der peger i retning af Franz Marcs ”Blå hest”. Eller de studerer som Amariel Norðoy indgående bestemte former i landskabet og eksperimenterer med lys- og farvesætning, mens Kári Svenson betoner heldheder med få udvalgte detaljer, som kan få karakter af tegn. Øssur Mohrs mosaikagtige, brede og korte strøg samt koloristiske holdning peger på Zakarias Heinesen som læremester. Hos Eyðun av Reyni udfordrer farver og former det kompositoriske mønster, som søger grænserne for hvad det kan bære.
Den enkle samtidskunst
Den kunstneriske retning, som har udviklet sig eksplosivt de senere år, udmærker sig ved en særlig enkelthed, som fremkalder den oprindelige, folkelige kunsts linjer på Færøerne. Den kunst, som kommer til udtryk i den færøske båd med årer, øsekar, mast og sejl, strikkemønstrene, kniven og træskærerarbejderne i trækirkerne fra 1830-40’erne. Færøsk folkekunst er overmåde enkel, meget let og yderst sparsomt dekoreret. Færøsk folkekunst befinder sig meget langt fra den ofte overdekorerede folkekunst i mange andre lande. Disse færøske værkers æstetik bygger på meget disciplinerede formprincipper, som på udstillingen er repræsenteret af Jóna Rasmussens lysende grafiske værker og Astri Luihns billeder, som med deres ballade- og sagnmotiver både er malerier og tryk. Jógvan Biskopastøs interesse for skrifttegn og knive knytter direkte an til den folkelige enkelthed og perfektion i en moderne højkulturel sammenhæng. Disse værker har en monumental, næsten skulpturel karakter, som bygger på arven fra den færøske folkekunst.
Nye figurative symbolske billeder
Der er nye figurative strenge med postmodernistiske kendetegn i denne skitse af hovedlinjer i moderne færøsk kunst. Den ses hos så forskellige kunstnere som Sigrun G. Niclasen og Edward Fuglø, som kommenterer samtidens moderne liv og kultur. Her er ses en indholdsmæssig åbenhed, der henter stof fra samtidens filosofi, medier og politik, billederne stiller spørgsmål og er udtrykker en kritisk holdning til samtiden. De står ikke tilbage for Díðrik á Skarvanesi, som omkring midten af det 19. århundrede malede fantasifulde billeder af ”maanens duuer” og andre fugle. Rannvá Mortensen arbejder både med tryk, kollage, maleri og har fremstillet installationer, som tematiserer historie og køn, kultur og politik, ofte på er monumental måde.
I denne gruppe af kunstnere, som fremstiller symbolske universer finder vi også Beinta av Reyni, som fremprovokerer en ironisk holdning til sit emne, når hun maler superrealistiske billeder af det moderne livs materielle velstand og lægger et blondemønster hen over motivet – hendes billeder er politiske kommentarer.
Disse værker er også præget af enkelhed, som består i, at det er indlysende, hvad de forestiller, men det kan være en udfordring at beskæftige sig indgående med hvad de betyder.
Det er maleriet, som indtager førerpositionen i færøsk kunst, men de nye toner og holdninger har tilført det en mangfoldighed, som det er værd at fordybe sig i.
Malan Marnersdóttir, Professor Dr. Phil.
|
