“Amariel Norðoy”, Nordens Hus, Føroyar, 1997 af Jógvan Isaksen
Sammenvoksethed er et kodeord i Amariel Nordoys tidlige maleri. Et af yndlingsmotiverne fra denne periode er fiskekutteren der ligger ved kajen, og som sammen med menneskemylderet danner en organisk helhed. Mennesker, natur og både males som én sammenhæng.
Billederne udstråler en soliditet og rodfæstethed, der kunne være et ekko af Amariel Norðoys baggrund som skibsbygger. Han ved hvad godt håndværk er, og at kunstneren var håndværker, langt inden nogen begyndte at tale om kunst.
I 1977 begyndte han på Kunstakademiet i København, hvor han bl.a. havde Sven Dalsgaard og Robert Jacobsen som lærere.
Selv om Amariel Norðoy langt hen havde afklaret sit udgangspunkt, da han begyndte på Akademiet, så kan der ikke herske tvivl om, at disse år var frugtbare. Med egne ord: “Når man opdager, hvor dum man er, da er det morsomt at leve”.
Selvfølgelig har det gæret lige fra barndommen. I skolebøgerne var der tegninger af William Heinesen og Jákup Olsen. Især den førstes trolde synes man undertiden at skimte i nogle af Amariel Norðoys litografier. Halvtredserne var i øvrigt ikke nogen billedrig tid, men danske ugeblade var almindeligt forekommende og så julebøgerne med deres væld af tegninger.
Efter en periode på Akademiet ændrer billederne karakter. En sprudlende stil, der minder om pointillisme bliver fremherskende. Nogle af malerierne omtrent blafrer for øjnene af beskueren, men fortsætter man med at betragte dem, falder der ro over billedet, og det åbner sig. Manifesteret i lysets spillen strømmer en overdådig livsfølelse beskueren i møde. Og kutteren er her stadigvæk, men nu bliver sammenhængen ikke længere illustreret med stregen, der ubrudt går fra båd over i land og mennesker. I stedet er der kommet et træ, der på én gang omsluttende og nuancerende strækker sig ud i maleriet. Hertil kommer humoren, som kombineret med de lyse og lette farver har vundet indpas på lærredet. Lyset er mere end tidligere billedernes kerne, uden at der dog er givet fuldkommen køb på sammenhængen.
Amariel Norðoy beretter, at forbilledet til træet står nede ved stranden i bygden Kvívík, og at synet af det var en så livsbekræftende oplevelse, at han umiddelbart tog det til sig. Betrakteren kan for sin del forestille sig Kundskabens træ – forudsætnin-gen for vores bevidsthed – eller asken Yggdrasil fra den nordiske skabelsesberetning.
Malerierne fra 1990erne er overvejende fragmenterede, motiverne er splittet ad, men sidenhen sat sammen igen, så man skimter den oprindelige form. I flere af billederne daler pletter i forskellige former ned fra oven. Tonen i disse arbejder er ofte fra blåt over i grønt.
Undtagelsesvis optræder billeder med en kubistisk karakter, men de indeholder samtidig farver og præg fra den tyske ekspressionisme. Uanset hvad iagtageren mener at kunne se af påvirkninger, så anvender kunstneren disse efter eget hoved. Det drejer sig ikke om epigoneri, men om inspiration.
Nogle af de dunkle blå malerier gennemskæres af sorte skråstreger og siksaklinjer, der i bevidstheden tilvejebringer en forbindelse tilbage til hulemalerier. Samtidig bliver de til symboler på psykisk spænding.
De senere år har de dramatiske arbejder været i overtal, men malerier, hvor fred og harmoni råder, figurerer dog også.
Motiverne går igen: Klaksvík, Nólsoy, havnen i Tórshavn og kutteren – selvfølgelig. Kunstneren fortæller, at under hans opvækst drejede en stor del af den hjemlige tilværelse sig om kutteren, og at den blev symbol på sammenhold. Man groede så at sige sammen med båden.
Betragteren genkender ligeledes gavlene, fuglene og cirkelbevægelserne. På det vis er motiverne ikke nye, men ligesom man kan hævde, at en forfatter altid skriver den samme bog, så maler billedkunstneren overvejende det samme billede. Han forsøger at arbejde sig længere og længere ind i det, forsøger at lokke nye facetter frem, mens selve motivet kun i enkelte tilfælde er af vigtighed. Hos Amariel Norðoy spiller lyset uden tvivl hovedrollen, mens formen nøjes med et af de mindre partier.
|
